Når man går tilbage!

Jeg har den sidste meget lange tid tænkt og skrevet ned hvad jeg kan huske fra tiden i Vordingborg. Hvordan var min skoletid, var jeg glad for det, er der nogle bøger eller foto derfra, men intet har jeg fra den tid som blev min lykkeligeste periode i mit liv. Jeg føler lidt at jeg slet ikke har været født for der er intet. Mine erindrer vil fortælle mit liv på godt og ondt og i hvert fald har det gjort mig mange flere tanker efter vi har fået Noel hvad der i hvert fald ikke skal gøres.

Lektier og det at vise interesse for skolefag skal vi gerne have ham spores ind på, på en sjov og lærerig måde, men jeg tænker også, at hvis du viser interesse for hans skolearbejde så gætter jeg på at han også selv vil få det. Min skolegang efter flytningen var rædselsfuld, husker tydeligt jeg pjækkede en hel uge ved at gemme mig i kælderen for jeg kunne bestemt ikke lide den skole hvor jeg blev mobbet, drillet og slået. Det var en al for stor mundfuld for mig at vi flyttede, men det kommer jeg meget mere ind på senere.

Jeg har lovet mig selv at når Noel begynder i skole så står jeg ved hans side og det slutter først når han har fået huen på. Jeg ved det kræver meget af forældre, men min indstilling er, at vi har sat ham til verden for at han skal få et godt liv, og gode skole papirer er nu engang vejen frem i dag.

Jeg skriver stort set hver dag på mine erindringer  og jeg får mange spørgsmål fra mig selv om min barndom og hvad gjorde vi og hvad legede vi. Hvordan var mit forhold til mine søskende dengang og ??????? Der er ingen tvivl at det kommer til at tage tid at få skrevet afsnittet Vordingborg ned som var det trygge sted for mig og så kommer perioden med flytning og min videre skolegang / uddannelser.

Noel har lært mig mange ting allerede og vi lærer stadigvæk, men ved også godt at det er guld vi har fået og det skal der værnes om. Han skal ikke få lov til at pege fingre når han bliver voksen og sige det gjorde i sgu ikke særligt godt. 

Erindringerne skal også lære Noel hvem hans Dada er når den tid kommer hvor jeg ikke er her mere. Han får jo også et kæmpe afsnit i bogen og når han besøger min grav i min elskede landsby kirke så ved han også hvem jeg var. At livet ikke altid var en dans på roser, men at man også kan prøve at kæmpe sig ud af det for at få et liv som er værd at leve. 

Jeg har tilmeldt flere grupper på Facebook omkring Vordingborg og Fuglebakken og så håber jeg at det gir porte på et tidspunkt.