Frygten for fremtiden!

At være Dada til mit elskede regnbuebarn er en gave, jeg aldrig havde drømt om at få. Når jeg ser på vores barn, fyldes mit hjerte med glæde og stolthed, men der er også en dyb frygt, som lurer under overfladen. Jeg nærmer mig snart 70 år, og kan ikke undgå at tænke på, hvor meget tid jeg har tilbage, og om jeg vil nå at give mit barn alt det, jeg gerne vil.

Hver gang jeg ser mit barn lege og udforske verden, bliver jeg overvældet af følelser. Jeg ønsker så inderligt at være der for at guide ham gennem livet, men tanken om, at jeg måske ikke vil være der i fremtiden, fylder mig med angst. Hvad vil der ske, hvis jeg ikke er i stand til at se ham vokse op? Hvordan vil han klare sig uden mig? Det er en frygt, der sidder dybt i mig, og som jeg ofte kæmper med.Jeg tænker ofte på, hvad jeg gerne vil give ham – ikke kun i materielle ting, men i værdier, oplevelser og kærlighed. Jeg vil være der for at støtte ham i hans drømme, for at lære ham om livet og for at dele mine egne erfaringer. Men tiden ser ud til at gå hurtigere, som jeg bliver ældre, og det skræmmer mig. Jeg ønsker at efterlade et varigt indtryk og sikre, at han altid vil have minder om mig, når jeg ikke længere er her.

Jeg prøver at fokusere på nuet og nyde de små øjeblikke. Tankerne omkring det som vil ske senere med – de sene nætter med godnathistorier de øjeblikke af ren lykke, når han griner. Men der er stadig en del af mig, der kæmper med tankerne om fremtiden. Vil jeg have tid nok til at dele alle de oplevelser, jeg drømmer om? Vil jeg kunne se ham vokse op og finde hans egen vej i livet?

Det er en konstant kamp mellem glæden ved at være Dada og frygten for, hvad der måtte komme. Jeg ønsker at være en stærk støtte, men jeg kan ikke undgå at føle mig sårbar over for tidens gang. Jeg håber, at jeg kan finde styrke i kærligheden til mit barn og i de minder, vi skaber sammen. Livet er skrøbeligt, men det er også fyldt med skønhed, og jeg vil gøre mit bedste for at værdsætte hver eneste dag, jeg har med mit regnbuebarn.