Dåbsjubilæum i Vejleå kirke
For ikke så længe siden tilmeldte jeg hans far, Noel og mig selv til Dåbsjubilæum som bliver holdt i Vejleå kirke grundet den plads der skal bruges. Det var første gang af naturlige årsager og vi tog afsted i bilen Noel og jeg, og hans far kom til direkte fra arbejdet.
Jeg er jo på hvad Ane laver. Ane er vores familie præst og især Noel fik glæden af hende i februar da han blev døbt af Ane ved en fantastisk barnedåb som mange har misundt bagefter, da de ikke troede det kunne gøres sådan. Noel storsmilede til hende da han så hende og Ane genghældte hans smil lige så meget. Det regnede da vi ankom, men solen skinnede indenfor. Det er noget de gør hvert år og datoen skal skrives ind og er det hans mor der har ham, så må vi låne ham :) for vi synes at det skal følges op hvert år.
Det skader bestemt ikke at han lære sange at kende, lære at det store hus han ser udenfor er guds hus. Her kan man komme med glæder og med sorger og han skal lære at i hele hans liv kan han altid komme til sin præst hvis han en dag synes livet går for meget op af bakke.
Det var helt fantastisk og sjovt at prøve og Noel kravlede allerede rundt inden vi var startet. Den dreng rummer bare så meget selvtillid og charme og det er sjovt at netop hans instituation der har han fået kælenavnet charmebøffen.
Jeg har hentet ham mandag-tirsdag-torsdag og fredag ved 13 - 13.30 tiden. Da det regnede voldsomt udenfor gik jeg ind af en dør man ikke vil have vi skal bruges, for vi skal gå udenom, men jeg tog chancen. Jeg hilste på to som sad ved et bord og gik ind og hentede Noel. Da vi kom forbi dem igen sagde de hej og kaldte ham netop for charmebøffen. De kendte ham, de kendte hans navn og han smilede tilbage til dem. Jo der er ingen tvivl at den lille dreng vi har fået går rent ind hos alle, men vi skal også værne og skåne ham hvis der pludselig opstår et eller andet han ikke lige kan rumme.
Selvom han er som han er, passer vi også godt på ham i dagligdagen. Vi drøner ikke rundt til alt muligt, men bliver lidt i vores eget netværk men mennesker han kender og langsomt møder han flere og flere. Ligesom til svømning hvor han er så upåvirket af det som sker omkring ham, bare hans Dada er ved siden af ham i svømmehallen.
Jo svømningen gir os klart et stærkt bånd for jeg holder hans liv i mine hænder og der bliver passet godt på. Hvis første dyk går fint tager vi et til som svømmelæren siger vi skal men hele tiden holder jeg øje med hans blik i øjnene. Er han glad og smiler hele tiden så gør vi det og det er kun sket en gang vi kun har taget et. Når vi er færdige elsker han at stå under de store brusere og han elsker det virkeligt. Han vil selv trykke på knappen så vandet kommer ud og han er virkelig et kæmpe stort smil men vi er der. Jo vi elsker svømningen og senere står den på gymnastik for han er ikke bange for noget og vi synes alle tre at han selvfølgelig skal bruge sin krop og lære at opgås andre børn og voksne, lige som han gør nu.
Der kommer jo andre boller på suppen når han begynder at gå for der kan han nå mere, komme tættere på andre, så et vågent øje til den tid. Der er bare så meget glæde i den dreng og det skal vi virkelig sørge for at han kommer til at bevare. Det skal gøres.
Noel har mest af alt brug for tryghed, når han skal lære mere af verdenen at kende. Og den tryghed får han hos far, mor og dada og han får den ved, at vi som forældre er rolige, viser ham vejen og tager sig tiden til, at Noel selv tør møde den.